Hvem er Søster Lystig?

 

Det er såmænd bare mig.  Autodidakt designer og kreativista af hjertet. Og nogens mor, ikke mindst!

Autodidakt designer? Er alle, der kan tegne en pindemand ikke det? Tjo… Og jeg kan ikke engang tegne en pindemand! Til gengæld er mine hænder og mit hoved næsten i konstant bevægelse. Når jeg er vågen om natten for at give en af ungerne vand (som i ‘et glas vand’ ikke som i ‘buksevand’), så laver mit hoved nye farvekombinationer. Når vi har læsset bilen med barnevogne, Nintendo og mariekiks og kører på familiebesøg i Jylland, så arbejder hænderne. De er ligeglade, om de strikker, hækler eller broderer, så længe det er freestyle. Jeg har nemlig ikke rigtig ro i måsen til at følge en opskrift.

Al denne krea-mania startede, da jeg gik på seminariet for at læse til lærer, og tog håndarbejde og billedkunst som liniefag. Jeg blev så grebet af det, at jeg skrev min bacheloropgave i håndarbejde – jow jow, der ER skam papirer på kreativiteten. Jeg bruger den eksperimenteredne tilgang, jeg lærte på seminariet rigtig meget i mit daglige arbejde. Både i mit arbejde som designer og i mit arbejde som kreativ underviser på Ryslinge Højskole.